De fleste associerer rafting med en kommerciel adrenalin præget ferieoplevelse, hvor man med hjælp fra professionelle guider rafter et stykke af en vild flod. Rafting findes dog også som konkurrencesport. På verdensplan har 49 lande både hold og klubber, der dyrker rafting som en organiseret idræt i rekreative, sociale og konkurrence prægede sammenhænge. I Copenhagen Watersports (CWS) er sporten organiseret som enhver anden foreningsidræt, med ugentlige træningsgange, fælles træningsture, konkurrencer og sociale arrangementer. Sporten henvender sig til både motionister, konkurrenceinteresserede og ikke mindst eventyrlystne udøvere.
Rafting er i høj grad en samarbejdssport, og vi lægger vægt på, at du føler dig velkommen. Her er plads til både sjov og seriøsitet.
Rafting er en højintensiv sport, hvad enten der trænes på fladt vand i Danmark eller på strømmende vildt vand i udlandet. Pulsen er høj, når der trænes mod øget eksplosivitet, udholdenhed og ikke mindst forbedret teknik. Udover den høje intensitet, har sporten også mange taktiske elementer, der alt sammen skal gå op i en højere enhed for at mestre sporten.
Hvad enten du er helt ny i sporten eller erfaren udøver (fx uddannet rafting guide, kajakpadler el.), så er CWS stedet, hvor eventyret starter. Der planlægges introduktion for nye medlemmer, træningsture til Sverige og England, og ikke mindst deltagelse i konkurrencer i hele verden.
Meld dig ind i Copenhagen Watersports og bliv en del af en vild og våd sport i en klub med et stærkt fællesskab og et godt idrætsmiljø!
Hvis du vil vide mere om konkurrencerafting, kan du nedenfor læse om de 4 discipliner, der afvikles til enhver rafting konkurrence.
Sprint foregår typisk på en afstand af ca. 450-650 meter. Undervejs passeres flere vanskelige rapids og målet er at opnå den hurtigste tid. Hvert hold får ét gennemløb, og holdet med den bedste tid vinder. Tiden er afgørende for holdets seedning i Head2Head konkurrencen.
I sprint kan der opnås maksimalt 100 point.
I Head2Head disciplinen parres to både (ud fra deres sprint tider) og padler samme strækning som sprinten, denne gang blot mod hinanden. Vinderen findes ved eliminering af den svageste båd i hver enkelt heat.
I Head2Head er der 200 point på spil.
I slalom disciplinen handler det om at være teknisk og taktisk dygtig. Samtidig skal der være fuld fart på, eftersom det hurtigste hold løber med sejren. Holdet skal manøvre raften gennem 8-14 porte, som er placeret således, at holdet skal padle både med og mod strømretningen. Strækningen er ca. 600-700 meter. Der gives strafsekunder for at røre portene (5 sek.) og selvfølgelig også for ikke at nå igennem portene (50 sek).
I slalom kan der opnås maksimalt 300 point.
I denne disciplin sættes holdets udholdenhed, men også dets evner til at læse vandet, på prøve. Der tilbagelægges en strækning på 9-15 km. og varigheden er alt fra ca. 40 – 80 min. afhængigt af vandforhold. Der skal padles med højst mulig intensitet, og samtidig skal raften styres ned gennem flodens vilde passager (op til klasse 4+), hvor det gælder om at udnytte vandets kræfter bedst muligt.
I denne disciplin kan der scores helt op til 400 point.