Kan man konkurrere i rafting?

Rafting har eksisteret som organiseret konkurrencesport i Danmark siden 2001, hvor et dansk herrehold med repræsentanter fra klubben deltog i deres første internationale konkurrence. Sidenhen er det blevet til utallige konkurrencer, og for første gang i 2013 blev der afholdt officielt DM i rafting, hvor førstepladsen kvalificerede sig til EM og VM i 2014.
Kvindesiden har været aktive fra 2013, hvor de deltog i deres første EM i 2014. Siden vandt de EM sølv i disciplinen slalom i Slovakiet i 2016.

Konkurrencerne strækker sig typisk over 3-4 dage, dog ofte op til en uge ved EM og VM. Der kan konkurreres i både R6 (6 mand i båden) og R4 (4 mand i båden).

Når klubbens medlemmer drager afsted til konkurrencer, er selve konkurrenceelementet selvfølgelig i fokus. Der bruges mange timer på at diskutere taktik, scouting (gennemgang) af floden og hvordan løbet kan optimeres. Samtidig møder alle op med forskellige ambitionsniveauer og uafhængigt af niveau, bliver der plads til at have det sjovt om aftenen, hvor det sociale er i fokus. Det at være fælles om spændingen, konkurrencen og forhåbentlig succesen skaber en super fed stemning – som intet kan måle sig med!

Konkurrencerne er finansieret af deltagerne selv. Klubben giver dog ofte tilskud til konkurrencegebyret. Ved konkurrencer i udlandet lejer holdende sædvanligvis biler sammen og indkvarterer sig sammen i lejligheder eller hytter. Det faktum, at alle udgifter til turene samles og splittes mellem deltagerne holder udgifterne betydeligt nede, og gør det muligt at tage af sted til konkurrencer i løbet af året uanset budget.

For mere information omkring de forskellige konkurrencer og regler m.m. henviser vi til det Internationale Rafting Forbund.